Forhør og opklaring.
Niels Rasmussen Bøgelund blev hurtigt savnet af sin familie i Blommenslyst.
Ingen havde set eller hørt noget til ham, siden han forlod sit hjem, gården Bøgelund ved Blommenslyst fredag d. 17. september omkring middagstid.
Bøgelunds to sønner, den 31-årige slagter Rasmus Nielsen Bøgelund, Ubberud, og den 27-årige hestehandler Poul Nielsen Bøgelund, startede på eget initiativ en eftersøgning af deres far Niels Rasmussen Bøgelund. De to brødre var ret overbevist om, at Søren Mathiasen havde nøglen til, hvad der var sket med deres far. De vidste at Søren Mathiasen skyldte deres far penge, og det var netop Søren, som faderen sidst var set sammen med.
Mandag d. 20. september tog Niels Bøgelunds søn, Rasmus, til Såderup Mark, hvor han opsøgte Søren Mathiasen for at spørge, om han vidste noget om hans far Niels Rasmussen Bøgelund. Søren forklarede, at Bøgelund var fortsat med toget til Nyborg for at rejse til København. Rasmus Nielsen Bøgelund rejste hjem uden at have opklaret mysteriet.
Tirsdag d. 21. september kom Rasmus Nielsen Bøgelund sammen med broderen Poul Nielsen Bøgelund igen til Østfyn. De startede med at søge oplysninger om deres savnede far i Ullerslev. De forhørte sig også hos de lokale på deres tur ud til Søren Mathiasen på Såderup Mark.
De var overbeviste om, at Søren havde myrdet deres far. Hestehandleren Poul Nielsen Bøgelund anklagede direkte Søren for at have myrdet deres far og ville have at vide, hvor han havde gjort af deres far, så denne kunne få en ordentlig begravelse. Søren svarede ikke på spørgsmålet.
Hvad der egentlig var sket, og de oplysninger der efterhånden blev gravet frem, kan læses i Vindinge herreds politiprotokol, suppleret med studie af avisreferater med de lidt mere ”kulørte efterretninger”.
(Der er link til den original tekst og foto af de tilhørende arkivalier til hvert retsmøde)
Tirsdag den 21. september om formiddagen kl. 11 fik sognefogeden Ole Rasmussen i Såderup besøg af et par yngre herrer, slagter Rasmus Nielsen, Ubberud, og hestehandler Pou Nielsen, Odense, som ønskede hjælp i en lidt specielt sag. De formodede, at deres far Niels Rasmussen Bøgelund var blevet myrdet af Søren Mathiasen i Såderup, da denne skyldte deres far penge. Mordet skulle være sket, efter at Søren Mathiasen havde været på besøg i fredags hos faderen i Blommenslyst. Søren Mathiasen og faderen var sammen taget til Såderup, men ingen havde siden set Bøgelund.
Sognefogeden hentede sammen med en lokal hjælper straks Søren Mathiasen og bragte ham til Herredsretten i Nyborg sammen med Bøgelunds to sønner.
Den stedlige herredsfoged og dommer Bjerre tog straks affære, og de indledte en afhøring af Bøgelunds sønner og Søren Mathiasen.
Først forklarede slagter Rasmus Nielsen, at Søren Mathiasen havde været på besøg hos deres far i fredags. Faderen og Søren var gået ind i et værelse for at afklare nogle forretninger, og han vidste at Søren skyldte deres far penge, men kendte ikke beløbets størrelse. Faderen havde sagt, at han tog med Søren hjem for hente nogle penge, som Sørens svigerfar skulle betale. Siden havde ingen hørt noget til Niels Bøgelund.
Slagter Rasmus Nielsen var derfor i går d. 20. taget til Såderup for at spørge efter sin far.
Søren Mathiasen var blevet kontaktet, og han forklarede sønnen, at han havde været i selskab med Niels Bøgelund. De havde taget toget fra Odense, men Niels Bøgelund var ikke stået af toget på Ullerslev station, men var fortsat mod Nyborg. Slagter Rasmus Nielsen var i aftes returneret til Odense, men kom her til morgen tilbage sammen med sin bror hestehandler Poul Nielsen.
De to brødre havde talt med gæstgiveren i Ullerslev, som kunne fortælle at Søren var ankommet med toget omkring kl. 17 i fredags og havde spurgt efter en vogn. Søren havde forklaret, at der stod en mand udenfor og ventede. Søren havde været noget oprevet og havde taget et glas øl ud af hånden på gæstgiveren. Gæstgiveren havde ingen køreklar vogn.
De to brødre havde erfaret, at deres far, Niels Bøgelund og Søren Mathiasen havde være inde hos høker Marius Sørensen i Ullerslev. Her var både Søren og Bøgelund blevet genkendt af ekspedienten.
Senere blev de observeret af høker Lars Nielsens kone ved Biskopstaarup. Hun havde set Søren gå forbi sammen med en høj, temmelig kraftig mand iført en mørkebrun frakke og sort hat. Signalementet passede på Bøgelund. Oplysningerne passede ikke med det Søren havde forklaret de to brødre. De var blevet endnu mere mistænksomme, da Søren fortalte, at han var kommet hjem kl. 19. Hans kone forklarede, at han først var kommet kl. 23.
Under afhøringen af de to brødre, sad Søren Mathiasen i herredsfogedens forkontor, under skarp bevogtning af sognefogeden fra Såderup og hans hjælper.
Pludselig springer Søren op, skubber den en af sine vogtere væk og smutter ud af døren.
Herredsfogeden stopper retsmødet indtil kl. 19, hvor der bliver orienteret om, at Søren bliver eftersøgt i Nyborg og omegn. En politiassistent bliver sendt til Såderup for at eftersøge Søren Mathiasen der og skaffe oplysninger om den antageligt myrdede Bøgelund. Han får desuden til opgave at foretage en husundersøgelse for at fremskaffe dokumenter om Sørens gældsforhold.
Onsdag den 22. september kl. 13.45 blev der på ny afholdt retsmøde
i Vindinge Herredsret.
Dommeren orienterede om, hvilke tiltag der var iværksat efter Søren
Mathiasens flugt. Der var sendt telegram til alle politimestre på Fyn
og brev til sognefogeder i kystsognene.
Betjent Olsen, som var sendt til Såderup, havde meldt tilbage, at
Søren Mathiasen havde været forbi sin gård, og det måtte antages,
at han nu var i besiddelse af et større pengebeløb, som kunne
hjælpe ham til flugt ud af landet. Derfor havde dommeren sendt efterlysningen af Søren Mathiasen via telegram til Hamborg, København og Esbjerg.
Imidlertid indløb der rygter om, at Søren Mathiasen i aftes var blevet pågrebet i Kerteminde, og at han allerede var under transport til Nyborg.
Kerteminde Politi kunne telegrafisk bekræfte, at rygtet var sandt.
Søren Mathiasen ankom til Nyborg kl. 13 ledsaget af betjent Hansen, Kerteminde. Betjenten kunne desuden aflevere en brevtaske med 980 kr. i sedler og en pung med 7 kr. og 92 øre, som Søren Mathiasen havde på sig ved anholdelsen.
Betjent Olsen var returneret til Nyborg fra Såderup. Han kunne fortælle at Søren Mathiasens naboer og Sørens hustru havde hørt 4-5 skud ved solnedgang i fredags, antageligt fra en revolver.
Sørens Mathiasen hustru, Maren Rasmussen, havde fortalt, at Søren var kommet hjem kl. 23. Hun anede ikke, hvor han havde været og kendte ikke til, at han skyldte Niels Rasmussen Bøgelund penge.
Ved husundersøgelsen havde betjenten inddraget Sørens skudsmålsbog, et par obligationer og et testamente. Der blev ikke fundet nogen revolver.
Søren, som netop var blevet afleveret til herredsretten i Nyborg, kunne nu tage plads foran dommeren. Søren Mathiasen fik en alvorlig påmindelse om at sige sandheden. Dette fik han dog lidt svært ved at overholde.
Han fortalte om turen fra Blommenslyst til Ullerslev station. Hans forklaring om turen fra Ullerslev station til hans hjem stemte dog ikke overens med de oplysninger, retten hidtil havde fået forelagt, bl. a. fortalte han om en anden rute.
Søren forklarede nu to varianter af flugtruten fra Nyborg til Kerteminde.
Retten fik en længere detaljeret forklaring om Sørens økonomiske transaktioner. Herom havde han en ganske god hukommelse.
Det var Sørens plan at opsøge en sagfører i Kerteminde for at få noget økonomisk rådgivning. Planen gik desværre i vasken p. g. a. anholdelsen. Pengene havde han fra sin egen tegnebog, som han altid gemte under sin hovedpude, men det var ikke sikkert, at hans kone kendte gemmestedet.
Søren Mathiasen nægtede at kende noget til, hvor Niels Rasmussen Bøgelund skulle opholde sig.
Dommer Bjerre valgte at varetægtsfængsle Søren Mathiasen på baggrund af bestyrket mistanke., og Søren blev sendt direkte i arresten.
Torsdag den 23. september kl. 9. var der nye afhøringer i herredsretten.
Sørens hustru Maren Rasmussen er blevet tilsagt til at give møde i retten. Hun forklarede, at hun blev gift med Søren Mathiasen i januar 1875. I forbindelse med bryllup var der en medgift på 3.000 Rdl., som Søren straks videregav som afdrag på gæld til sin mor Johanne Sørensdatter. Hans gældsforhold kendte hun ikke meget til, men hun vidste, at han skyldte sin mor 100 Rdl. for en hest. Dette beløb var til forfald her i september.
Dog kommer der oplysninger frem om nogle mindre gældsforpligtigelser. Som et kuriosum fortæller Maren Rasmussen om en hændelse en dag, da Søren ikke var hjemme. Hans mor Johanne Sørensdatter kom uden videre ind i gården og tog nogle ting, som hun sagde, tilhørte hende. Det drejede sig om sengetøj, en seng, et bord, en stol, en ko og en kakkelovn.
Efter at Sørens mor havde hentet ”sine ting”, måtte Søren på indkøb for penge, som hun vidste, han lånte.
Maren Rasmussen havde fint styr på indholdet i Sørens pung
og tegnebog, den lå i et skab over sengen. Hvor pengene forsvandt hen, vidste hun ikke. Søren brugte mange penge, når han tog nogle steder. I fredags da han tog afsted, havde han ingen penge hverken i pungen eller tegnebogen.
Årsagen til, at Søren kom sent hjem fredag aften, var, at han var faldet i søvn på halmloftet under fodring af dyrene. Der var ikke noget usædvanligt at mærke på ham.
Lørdag morgen havde Søren hængt sine bukser og jakke til tørre i en vindueskrog ud mod gården. Han sagde de var blevet våde af duggen aftenen før. Senere stod han og børstede tøjet, noget hun aldrig havde set ham gøre før. Hun havde aldrig set et skydevåben i huset.
Maren Rasmussen havde hørt skud ca. kl. 19 fra en retning nordvest for gården. Hun mente, det var folk, som var på agerhønsejagt. Hun udpegede stedet på en skitse som betjent Olsen havde tegnet.
I tirsdags, da sognefogeden havde hentet Søren, arbejdede hun om eftermiddagen ude i kartoffelmarken sammen med sin far Rasmus Hansen. De så Søren komme gående i en retning fra øst mod gården, men hun traf ham ikke inde i huset, men regnede med, at han havde været ude ved havegærdet, hvor han undertiden gemte penge fra sine handler.
Sørens svigerfar var tilsagt til at vidne i retten,
men kunne ikke give møde p. g. a. et sygt barn.
Næste vidne var gæstgiver Rasmussen i
Ullerslev. Han fortalte om Søren og hans
forvirrede optræden i krostuen. Gæstgiveren
havde fra døren iagttaget Søren og en høj svær
mand, da de gik ind til høker Marcus Sørensen i
Ullerslev.
Høkerens kommis var tilsagt til at møde i retten, men var ikke mødt op.
Et andet vidne, som havde observeret Bøgelund og Søren Mathiasen, var Caroline Erlandsen, hvis mand var høker syd for Biskopstorp. Hun kendte ikke Bøgelund, og anså ham for at være Sørens svigerfar.
Søren blev igen hentet ind i retssalen og måtte nu lægge øre til vidnernes forklaring, som Søren mente, var det pure opspind og løgn.
Søren indrømmede dog, at han selv havde vasket sin frakke, da den var snavset. Han børstede nemlig altid sit tøj selv. Dommeren undrede sig over, at Søren selv rensede sit tøj, når han havde en kone til sådan et arbejde.
Søren fastholdt sin forklaring og uskyld. Han blev igen indsat i arresten.
Inden retshandlingen sluttede kom der underretning om, at en mand, som måske kunne være Søren Mathiassen, havde være på indkøb i forretningen ”Jensens sønner” i Nyborg for at købe patroner til en dobbeltløbet pistol. Manden virkede ikke ædru og havde forklaret, at han ville skyde en mand.
Ansatte i butikken ville senere blive indkaldt for at tage Søren Mathiasen i øjesyn.
Undersøgelser på marken ved Såderup.
Omkring 50 personen deltog i eftersøgningen af Niels Rasmussen Bøgelund. Focus var især på et nyligt pløjet areal på en mark ved Sørens gård. Her vendtes fugerne med de bare hænder, og med spader blev der stukket i den pløjede jord for at finde en eventuel ny grav. Pludselig var der resultat, og der gik bud til Nyborg.
Torsdag den 23. september kl. 18.30 blev dagens retsmøde genoptaget, denne gang på Søren Mathiasens gård i Såderup.
Kl. 16. var der kommet bud om, at der på Søren Mathiasens mark var fundet en grav med et lig ca. 310 alen (194 meter Red.) nordvest for gården. Graven vendte øst/vest og havde en dybde på 7 kvarter (110 cm Red.)
Liget var påklædt men manglede fodtøj. Det var iført frakke, vest og bukser af samme brun-sortfarvet tøj. Desuden lå der en sort rundpuldet hat med en stor flænge oveni. Der var tydeligt spor af en kugle, som var gået igennem lige over hatteskyggen. Over ansigtet lå der et blåternet tørklæde, som blev genkendt som tilhørende Søren Mathiasen. Sørens hustru Maren og tjenestepigen Margrethe Marie Jensen blev tilkaldt, og de kunne begge genkende tørklæde, som Søren i fredags havde fået sin mad pakket i.
Flere af de tilstedeværende, herunder Bøgelunds to sønner kunne genkende liget som værende den savnede Niels Rasmussen Bøgelund.
Liget blev taget op af graven og dets lommer omhyggelig gennemsøgt for genstande. Der fandtes nogle krøllede og ´ iturevne veksler samt en returbillet mellem Odense og Ullerslev. Dokumenterne blev registret og taget i rettens forvaring. Ligets baghoved var meget blodig, og det samme var skjorten i højre side. I en lomme fandt man
et spraglet tørklæde, som man lagde over ligets ansigt. I bunden af graven fandt man afdødes sko.
Den afdøde blev båret til Lars Nielsen hus som lå sydøst for Søren Mathiasens gård ”Nøjsomhed”. Her blev liget lagt ind i en stue, døren blev låst og forseglet. Sognefogeden skulle sørge for, der blev holdt vagt på stedet til næste dag.
Dommeren bemærkede, at der ude i marken 58 skridt fra graven overimod hegnet var fundet et sted med sammenklumpet blod.
Betjent Olsen havde ved ankomst til gården taget den frakke og kappe i forvaring, som Søren havde på under rejsen i fredags. Tøjet og de fundne dokumenter var blevet forseglet i en sæk og taget med til Nyborg.
Fredag den 24. september kl. 9 blev der afholdt et kort retsmøde.
Igen blev Søren pålagt at sige sandheden. Han fortsætter som tidligere med at benægte mordet. Dommeren kom med et lidt specielt spørgsmål: ”Hvis nu Søren blev løsladt, hvad vil han så tænke, når han arbejder på sin mark, der hvor mordet var foregået, og Bøgelund var blevet begravet?”
Søren ville ikke have dårlig samvittighed, netop fordi han ikke havde myrdet eller begravet nogen. Grunden til at han havde pløjet jorden, var for at gøre den klar til kartofler og for at forhindre snegle i at vandre fra grønjorden over til brakmarken, hvor der skulle sås rug.
Fra firmaet ”Jensen og Sønners jernkramhandel” i Nyborg, mødte bestyreren Otto Diderik Nielsen og arbejdsdrengen Alexander Andreas Rasmussen op i retten. De skulle se, om de kunne genkende Søren Mathiasen som den mindre ædru herre, der ville købe patroner for at skyde en mand. Da de så Søren kunne de begge se, at han ikke var den person, som havde været i butikken.
Fredag den 24. september kl. 11.30. På dagens
andet retsmøde var retten flyttet til Såderup
mark, denne gang hos Husmand Lars Nielsen.
Fra retten i Nyborg deltog herredsfoged og
dommer Bjerre, auditør Ipsen og politiassistent
Olsen, desuden var stiftfysikus Krebs og
distrikslæge Kolding tilstedet. Man havde
medbragt arrestanten Søren Mathiasen, for at
han kunne blive konfronteret med Bøgelunds lig.
Efter at have brudt forseglingen til stuen, hvor liget af Bøgelund dagen før var blev lagt, tog de nævnte personer plads i stuen omkring liget.
Søren Mathiasen blev spurgt, om han kendte eller vidste, hvem manden som lå tildækket i stuen var. Efter lang tids tavshed, hvor dommeren gentog sit spørgsmål. Svarede han: ”Det vidste han ikke”.
Man afdækkede ansigtet og spurgte igen, om Søren kendte manden. Efter lang betænkningstid svarede han igen, at han ikke kendte ham.
Man henvendte et direkte spørgsmål til Søren, om han kunne kende manden, som var Niels Bøgelund. Men efter en ny lang betænkningstid var svaret nej.
Søren fik forevist det blodige tørklæde, der var fundet i graven, hvor det var placeret over ligets ansigt. Dette tørklæde kendte han intet til, det var ikke hans.
Dommen opfordrede flere gange Søren til at sige sandheden, men han nægtede at kende noget til liget, eller hvordan manden var blevet ombragt.
Søren Mathiasens hustru Maren Rasmussen og tjenestepigen Margrethe Marie Jensen blev igen afhørt om tørklædet. Maren Rasmussen kunne fortælle at tørklædet faktisk var hendes. Både Maren og tjenestepigen kunne fortælle, at det var det tørklæde, som Sørens mad var pakket i om fredagen.
Søren kunne stadig ikke genkende tørklædet. Det var ikke hans.
Bøgelunds søn, hestehandler Poul Nielsen Bøgelund, og snedker C. Rasmussen fra Odense, som begge var tilstede, da Bøgelunds lig blev fundet på marken, kunne begge genkende liget som værende Bøgelund.
Søren Mathiasen blev igen spurgt, om han kender den afdøde mand, men efter lang betænkningstid svarer han atter ”Nej”. Dommeren forsøgte igen forgæves, at få Søren til at indrømme sin ugerning.
Liget blev herefter udleveret til obducenterne. Deres undersøgelse foregik i stuen, hvor liget lå.
Søren forklarede, at han ikke fik mad med på turen i fredags, og at han altid fik sin madpakke i papir. Hans hustru og tjenestepigen erklærede, at han var fuld af løgn.
Selskabet bevægede sig nu en tur ud i marken, og studerede den åbne grav. Dommeren prøvede igen, at få Søren til at sige sandheden. Men Søren holdt fast i sin påstand, om at han ikke kendte den døde mand. Han anede ikke, hvordan manden var endt på marken. Søren fortalte, at han var kommet hjem ved 19 tiden, men havde ikke hørt skud. Han blev forevist stedet, hvor mordet antagelig havde fundet sted, og hvor der stadig var blodpletter. Hvor disse pletter kom fra, havde Søren ingen anelse om. Søren blev herefter ledsaget til arresten i Nyborg.
Lægerne var færdige med obduktionen. Til retten afleverede de en kugle, der var fundet i liget samt den dræbtes jakke, på hvis bagside det hul kunne ses, som kuglen var gået igennem. Lægerne lovede snarest muligt at sende en rapport.
Mandag den 27. september kl. 11.30 afholdtes igen retsmøde på tingstedet i Nyborg.
Der havde været en uafbrudt undersøgelse på gerningsstedet og i den sigtedes hjem siden fredag. Men der blev ikke fundet noget skydevåben. Dommeren havde skrevet til politiet i Odense og politiet i Nyborg. De skulle forhøre sig hos de handlende, der solgte skydevåben. Havde haft de en kunde, som svarede til Søren Mathiasens signalement? Odense herreds politi blev desuden anmodet om at forhøre Sørens mor, om hun kunne oplyse noget om brevet, som hun havde sendt til Søren dagen efter mordet.
Kommis Hans Carl Hansen, som var ansat ved høkeren i Ullerslev, var mødt op i retten og kunne fortælle om Søren og Bøgelunds besøg i butikken. Han var helt sikker på, at det var Bøgelund, som Søren var i selskab med. Han kendte nemlig Bøgelund fra Odense og havde truffet ham flere gange. Desuden havde han givet oplysninger til Bøgelunds søn, hestehandleren, den første dag han ledte efter sin forsvundne far.
Gæstgiver Hans Rasmussen fra Ullerslev afgav igen sin forklaring i retten.
Nu blev det tid at fremstille Søren Mathiasen for de to vidner fra Ullerslev. Søren genkendte gæstgiveren, men ikke den fremmødte kommis. Søren benægtede vidnernes forklaring med ordene: ”Jeg kan ikke sige anderledes, end som jeg har sagt”.
Politiassistent Olsen havde afleveret en rapport om undersøgelserne i Såderup, og en sæk med indsamlede beklædningsgenstande blev fremlagt og studeret i retten.
Søren rodede sig ud i en forklaring om hvilket tøj, han havde haft på de forskellige dage. Han påstod, at noget af tøjet ikke var hans, men sikkert var forbyttet af nogle mormoner, som havde været på besøg hos tjenestepigen.
Han forklarede, hvad han havde foretaget sig af ærinder siden
den 10. september.
Søren fastholdt sin benægtelse af mordet. Han blev igen indsat
i arresten.
Tirsdag den 28. september kl. 11.30 var der igen møde i retten
i sagen om den myrdede Bøgelund.
Retten havde nu modtaget obduktionsrapporten fra lægerne.
Den meget udførlige redegørelse kan ses her. De havde
medsendt en tegning af den myrdedes hoved med angivelse af
skudsår.
Odense politi havde fundet frem til den bøssemager, som antageligt havde solgt en pistol til Søren Mathiasen fredag den 17. september. Bøssemager Rasmus Chr. Hansen, Odense, fik forevist og genkendte den jakke, som Søren havde haft på den pågældende dag.
Bøssemageren fortalte, at Søren var kommet ind i forretningen mandag eller tirsdag i den samme uge, for at se på en pistol til selvforsvar. Søren oplyste, at han boede i en slugt og følte sig truet. Bøssemageren anbefalede en omdrejningspistol med seks skud, og han havde medbragt en tilsvarende pistol til retten. Søren havde sagt, at han ville komme
om søndagen for at afhente pistolen, men han
kom allerede om fredagen. Desværre kunne bøssemageren ikke med sikkerhed sige, om Søren kom om formiddagen eller eftermiddagen.
Pistolen var af kaliber 9 mm. Da Søren hentede den, fik han anvisning på betjeningen. Bøssemageren havde ladt pistolen, inden han udleverede den sammen med en æske patroner. Bøssemageren fik forevist det projektil, som var fundet i Bøgelunds lig og kunne konstatere, at det passede til pistolen.
Søren Mathiasen blev igen fremstillet i retten og fik igen en formaning om at sige sandheden.
Pludselig havde Søren besluttet sig for at tilstå. Bøssemageren genkendte ham som manden, han havde solgt pistolen til. Denne mand have set på pistolen om tirsdagen.
Søren fortalte om fredagens tur til Blommenslyst, ærinder i Odense, togturen til Ullerslev og vandreturen til Såderup, som sluttede med mordet på marken.
Efter sin lange detaljerede forklaring blev Søren spurgt, om han i forvejen havde planlagt mordet, da han så på pistolen. Dette nægtede han. Han havde kun tænkt på at kunne forsvare sig.
Efter et retsmøde på 4 timer kunne Søren nu med lettet samvittighed tage plads i sin celle igen.
Torsdag den 30. september kl. 16.30 blev retten sat i Nyborg.
Efter tirsdagens retsmøde var Søren Mathiasen under bevogtning blevet ledsaget til gerningsstedet i Såderup. Her påviste han stedet, hvor han havde gemt Bøgelunds tegnebog. Den blev fundet og afleveret til retten, da eftersøgningsholdet kom tilbage til Nyborg.
Onsdag morgen var Søren Mathiasen igen blevet ledsaget til sit hjem. Her blev den til mordet brugte pistol fundet i en tørvegrav. Den udstedte veksel mellem Bøgelund og Søren Mathiasen og de øvrige papirer blev ikke fundet.
Fra Odense politi var der fremsendt en rapport med resultatet af den afhøring, som var foretaget af Sørens mor, Johanne Sørensdatter, som nu var bosiddende i Bellinge. Heri fremgik mange oplysninger om deres økonomiske mellemværende.
Søren Mathiasen tog plads foran dommeren og erkendte, at han havde brugt den fundne pistol til at myrde Bøgelund. Æsken med projektiler, som han havde købt hos bøssemageren, havde han kastet i mosen eller i et vandhul. Den eftersøgte veksel havde han gemt under nogle blade i hegnet. Han havde et par forskellige udlægninger af, hvornår han havde taget vekslen ud af Bøgelunds tegnebog. Tanken om at tilegne sig vekslen og Bøgelunds penge opstod først, da han skulle til at lægge liget i graven. Det havde aldrig været hans tanke at myrde Bøgelund, for at kunne frarøve ham hans penge.
Han var drevet til at begå mordet på grund af den hårdhed, Bøgelund udviste mod ham: enten skulle han forhøje vekslen, eller også blev gården solgt på auktion.
Søren Mathiasen indrømmede, at han havde taget pengene og vekslen ud af Bøgelunds tegnebog, men han var i en sådan sindstilstand, at han ikke anede, hvad han foretog sig, især fra tiden, hvor han blev ført til Nyborg, og til han blev arresteret i Kerteminde.
Søren indrømmede, at den tidligere forklaring om hans egen pengebeholdning ikke var korrekt.
Hans ærinde til Bøgelund den 17. september var alene for at betale den lille veksel og for at underrette om det føl, som han havde klar til salg.
Bøgelund var ikke lokket med til Såderup med løfte om, at han kunne få vekslen betalt af Sørens svigerfar. Søren havde måske ladet en bemærkning falde om, at svigerfaderen ville hjælpe ham økonomisk, men han havde ment, at der ville komme nogle penge fra kones familie her til efteråret.
Dommeren mente, at Sørens mange forskellige forklaringer virkede usandsynlige og påpegede, at Søren havde set på en pistol flere dag før mordet.
Søren fastholdt sine forklaringer, samt at pistolen kun var til selvforsvar.
Fredag den 1. oktober kl. 11 var der igen retsmøde i sagen mod Søren Mathiasen.
Dommeren fremlagde en rapport fra Odense herreds politiret vedr. et afholdt forhør.
Søren Mathiasen havde anmodet om at blive stillet for retten for at berigtige den forklaring, han havde afgivet dagen i forvejen. Han havde ikke myrdet Bøgelund for pengenes skyld, men da han så de mange penge i Bøgelunds tegnebog, tog han dem fordi han selv manglede penge.
Søren fastholdt, at tanken om at myrde Bøgelund først opstod om fredagen, og det intet havde at gøre med hans tidligere besøg hos bøssemageren for at se på en pistol.
Det var i foråret 1875, Søren første gang fik kontakt med Bøgelund igennem væver Peder Clausen. Væveren havde tidligere boet i Såderup, og var forlover ved Søren Mathiasens bryllup tidligere på året.
Væveren havde fortalt Søren, at hvis han kom i pengeforlegenhed, kunne han låne hos Bøgelund.
I marts måned skulle Søren betale sin mor 4.000 Rdl. og de penge havde han ikke. Efter anvisning fra væver Peder Clausen opsøgte han Bøgelund hos kommissionær Erichsen i Odense.
Efter en kort mundtlig orientering om Sørens ejendom og gældsforhold bevilgede Bøgelund straks et beløb til udbetaling. Bøgelunds tilbud var på op til 4.000 Rdl., men Søren ville gerne nøjes med 1.400 Rdl. Beløbet blev udbetalt ham uden skriftligt bevis og med lovning på, at de var rentefri til december termin. Betingelsen var, at han ikke måtte fortælle andre om lånet.
Søren tog de udbetalte penge med hjem. De første 1.000 Rdl. blev givet videre til hans mor, som et afdrag på hendes tilgodehavende.
I begyndelse af maj kom væveren med en besked fra
Erichsen om, at Søren straks skulle give møde i Odense.
Søren mødte op uden at kende anledningen. Til hans store
overraskelse fik han besked på straks at indbetale de
1.400 Rdl. eller forhøje vekslen til 1.700 Rdl. som ville
forfalde 6-7 uger senere.
Et par dage før juni termin var Søren til hestemarked i
Odense. Her traf han Bøgelund som spurgte ham, om han
ikke kunne bruge nogle penge. Søren var som sædvanlig
i pengenød og fik lovning på 100 Rdl., som han omgående
kunne hente hos Erichsen mod at underskrive en 3
måneders veksel. Desværre fik han kun udbetalt 80 Rdl.
Det var denne veksel, som Søren betalte Bøgelund den
17. september hos værtshusholder Barløse i Odense. I den
anledning forlangte og fik Bøgelund en betaling på 115 Rdl.,
fordi han truede med at sælge vekslen til anden side.
I slutning af juni forfaldt vekslen på de 1.700 Rdl. Søren
måtte rejse til Odense for at forklare, at han ikke kunne
betale. Bøgelund og Erichsen krævede, at beløbet blev
betalt, eller at vekslen blev forhøjet til 2.000 Rdl. Søren så sig nødtvunget til at underskrive, men samtidig skulle han skive under på et skadesløsheds-brev med pant i sin ejendom. Kommissær Erichsen forklarede ham, at det var uden betydning, og der var intet stempel på papiret. Søren anede ikke, at dokumentet senere ville blive tinglæst ved retten i Nyborg.
De næste måneder talte Søren ikke med Bøgelund eller Erichsen, og han overholdt deres aftale om ikke at fortælle nogen om hans vekselgjæld.
Under afhøringen fastholdt Søren sine tidligere forklaringer, men indrømmer at han om formiddagen fik tanken om at myrde Bøgelund. Årsagen var, at Bøgelund forlangte en forhøjelse på vekslen til 3.000 Rdl. Ellers ville Sørens ejendom i Såderup blive sat på auktion. Søren var oprørt over, at hans eksistens var truet.
Dagens retsmøde sluttede efter 3½ time.
Lørdag den 2. oktober kl. 10.30 startede et over 4 time langt retsmøde.
Bøgelunds søn, hestehandler Poul Nielsen Bøgelund fra Odense, var mødt op i retten og afgav en detaljeret beretning om den 17. september på gården ved Blommenslyst. Det var oplysninger, som han havde fra sin mor og bror.
Bøgelund var ikke hjemme da Søren Mathiasen ankom, men han kom hurtigt hjem, da der blev sendt bud efter ham. Bøgelund og Søren gik ind i en stue, men ingen havde hørt, hvad de talte om. Da de kom ud igen, bad Bøgelund sin søn, slagteren Rasmus Nielsen Bøgelund, om at underholde Søren. Bøgelund skulle klæde om, inden han rejste afsted i selskab med Søren, for at de kunne klare et mellemværende.
I Odense havde Bøgelund aflagt besøg hos den sengeliggende Poul Nielsen Bøgelund, og han havde fortalt, at han skulle med Søren hjem for at hente nogle penge.
Poul Nielsen Bøgelund havde i foråret overværet, at Søren i selskab med væver Clausen havde fået udbetalt penge af hans fader. Bøgelund var syg denne dag, men havde fra sin seng klaret det fornødne med udstedelse af en veksel og udlevet nogle hundrede rigsdaler til Søren Mathiasen.
Poul Nielsen Bøgelund huskede, at der havde været noget med en byttehandel med 2 heste, som senere gik i vasken. Her skulle Søren betale Bøgelund et honorar, som vist blev klaret ved ombytning af en veksel. Der havde under besøget i Odense ikke været talt om handel med et føl.
Poul Nielsen Bøgelund medbragte fra sin mor, Ane Kirstine Rasmine Poulsdatter, en attest fra skifteretten om, at hun kunne sidde i uskiftet bo. På den baggrund forlangte han alle Bøgelunds penge og værdipapirer udleveret af retten.
Søren Mathiasen blev hentet fra sin celle og blev konfronteret med Poul Nielsen Bøgelunds forklaring. Søren havde en helt anden udlægning af sine besøg hos Bøgelund og benægtede deres interne hestehandel.
På skifte bliver Søren og Bøgelunds søn igen afhørt, men de holdt begge fast på, at deres udlægning af besøgene i Blommenslyst er korrekt.
Retten tager derpå de fundne og forseglede genstande fra Såderup i øjesyn. Der er tale om 3 pakker.
I den første pakke er Bøgelunds tegnebog, som straks bliver genkendt af Bøgelunds søn.
indholdet består at 20 dokumenter, overvejende veksler, og desuden var der en del kvitteringer og regninger. Der blev fundet et brev fra kommissær Erichsen som kunne få betydning i sagen, dette brev tog retten i varetægt.
Søren forklarede, at han kun havde taget sin egen veksel og de penge, som var i tegnebogen.
Ved anholdelsen af Søren blev hans tegnebog taget fra ham sammen med de kontanter, han havde på sig.
Beløbet var på 987,92 kr. Hertil bemærkede Søren at 7-8 Rdl. var han egne penge.
Poul Nielsen Bøgelund anede ikke, hvor mange penge Bøgelund havde på sig, men hvis nogle af pengene tilhørte Søren, ville Poul Nielsen Bøgelund ikke modtage dem. Derimod vil han på sin families vegne evt. rejse krav mod Søren for det kontante tab, som kunne være opstået ved, at der ikke har været adgang til tegnebogens indhold i 2 uger. Han havde ikke myndighed til at udtale sig om, hvorvidt moderen evt. ville stille krav overfor Søren for den udåd, han havde udøvet mod Bøgelund.
Mod kvittering modtog Poul Nielsen Bøgelund faderens tegnebog med indhold, herunder de 987,92 kr.
Søren blev igen fremstillet og fastholdt sin tidligere forklaring om, hvor og hvem han har fået penge af. Alt hvad Bøgelunds søn havde fortalt var løgn.
Søren havde ikke taget sin egen veksel ud
af tegnebogen for at tilintetgøre den, men hvad han så ville med den, kunne han ikke svare på. Han blev herefter sendt tilbage til sin celle.
Skrædder Rasmus Mortensen, Såderup var mødt op til retsmødet for at forklare om, hvad han havde set og hørt den
17. september.
Skrædderen havde talt med Sørens kone og havde spurgt efter Søren, men han var ikke hjemme, Derfor gik han sin vej igen. Uden for gården, et lille stykke nede i tørvemosen ved et hegn, stod Søren og talte med en høj, svær og velklædt mand.
De hilste alle på hinanden.
Skrædderen spurgte om han kunne låne Sørens heste, men Søren havde for travlt til at svare, da han skulle tale med manden, som nu var gået ind på Sørens mark og fortsatte mod hegnet på den anden side.
Skrædderen viste på en fremlagt skitse, at han traf Søren og den anden mand ved ”Mærket L”.
Søren havde opført sig mærkeligt under den korte samtale. Han rystede over hele kroppen, kinderne dirrede, næsten som var han beruset, men på hans gang virkede det ikke, som han var fuld.
Skrædderen fortsatte ind i mosen. Her traf han slagter Johan Hansen, og ca. 10-15 minutter senere hørte de 4-5 måske 6 skud hurtigt efter hinanden. Det var i den retning, hvor det senere viste sig, at mordet var foregået.
Skrædderen og slagteren mente begge, at det var jægere på jagt, som affyrede deres geværer.
Skrædderen var tilstede, da liget blev gravet op. Han kunne ikke genkende manden, men størrelsen og figuren passede på manden, han havde set ved hegnet.
Skrædderen mente, at skuddene blev affyret omkring kl. 20, men hverken han eller slagteren hørte nogen jamre.
Næste vidne i retten var slagter Johan Hansen, Såderup. Han forklarede, at han den 17. september havde været i tørvemosen. Han havde på afstand set Søren og en anden mand gå rundt i mosen og senere ind på Sørens mark. Slagteren angav at kl. måtte have været 19.30, da han så dem. Efter et kvarter hørte han et skud og senere 3-4-5 skud efter hinanden. Slagteren kunne se glimtene, som kom fra den retning, hvor det viste sig, at mordet var foregået. På samme tid var skrædderen kommet hen til slagteren, men de havde ikke hørt jamren. Dog mener slagteren, han hørte en råbe: ”Hov”.
Slagteren kunne ikke beskrive Sørens udseende denne dag, dertil var afstanden for stor.
Mandag den 4. oktober kl. 9, var dommer Bjerre sammen med retsvidnerne klar til ugens første retsmøde.
Det første vidne var tjenestepigen Ane Kirstine Hansen, som var ansat hos gårdmand Christen Hansen på Maholm i Såderup. Tjenestepigen forklarede, at hendes husbonds marker støder op til Søren Mathiasens gårds jord. Hun havde ved aftenstid den 17. september været ude at malke køerne, der stod på marken ved Hindemagyden (nu Maeholm). Klokken ca. 19 var hun færdig med malkningen og gik hjem til Maholm.
På hjemturen så hun ved punkt ”A” på den fremlagte skitse, Søren Mathiasen gå mod syd sammen med en høj svær mand i mørke klæder.
Da hun på et tidspunkt vendte sig om, så hun, at de gik over broen, på skitsen punkt ”B”. Hjemme på Maholm talte hun med hjulmand Christen Hansen, som havde gået bag de 2 mænd.
Tjenestepigen kunne ikke oplyse mere til retten.
Andet vidne var hjulmand Christen
Hansen af Maholm, Såderup. Han var
denne aften kommet gående fra Grønne
Mølle via Hindemagyden til Maholm.
Foran ham på en afstand af ca. 120
metergik to mænd. Det var sikkert disse
mænd, tjenestepigen havde set. Han
kunne ikke fortælle retten, hvem disse
mænd var, dertil var afstanden for stor.
Kl. var ca. 19, da han så mændene
Hjulmandentilføjede, at han ikke havde
hørt skud.
Tredje vidne var boelsmand Niels
Rasmussen, Såderup Mark. Hans ejendom ligger vest for Sørens ejendom, kun adskilt af en mindre ager. Fredag den 17. september ved skumringstid (den dag var der solnedgang kl. 18.30 Red.) gik han på den nordlige del af sin mark og harvede, og i nærheden sad hans kone og malkede.
Han hørte en salve på 4 skud som kom fra øst, netop fra det område hvor mordet fandt sted. Niels Rasmussens heste blev opskræmte ved skuddene og var vanskelige at få kontrol over. Da han havde fået magten over hestene igen, hørte han en jamre sig fra samme sted, hvor skuddene kom. Det lød som fra et menneske, men jammeren ophørte hurtigt. Han harvede tre omgange mere og kørte hjem med hestene.
Inden han kørte hjem, talte han med sin kone om skuddene, og hvad det kunne betyde. De blev enige om, at det nok var et par jægere, der var kommet til at skyde hinanden. De foretog sig ikke videre i sagen og tænkte ikke på, at der var nogen, som havde brug for hjælp. Han havde kun hørt 4 skud.
Fjerde vidne var boelsmand Niels Rasmussens hustru Ane Kirstine Hansen. Hun fortalte den samme historie som sin mand om de 4 skud. Hun regnede med, at det var to mænd, som havde været på jagt og ved et uheld havde ramt hinanden. Hun kunne ikke give en forklaring på, hvorfor hun ikke sammen med manden havde undersøgt sagen nærmere.
Femte vidne var smed Christen Carl Pedersen, Såderup. Han forklarede, at han boede på Hindemagyden (nu Maeholm) lige overfor Søren Mathiasens gård. Han havde set Søren og en høj, svær mand og mørkklædt mand gå forbi sit hus i østlig retning ved 18-tiden. Han havde ikke hørt skud.
Sjette vidne var hjulmand Lars Jørgensen, Såderup. Han boede hos sin far, Hans Jørgensen, som var nabo til Søren. Den pågældende fredag var han på vej til Hjulby med noget arbejde. Smeden havde fulgt en vej øst gennem mosen Da han var kommet omkring 300-400 meter ud i mosen hørte han 4-6 skud, som kom fra en vestlig retning. Smeden var af den overbevisning, at det var jægere, som skød. Han mente at kl. var 19.30, da han hørte skud.
Torsdag den 7. oktober kl. 16, var der igen retsmøde i Nyborg.
Søren Mathiasen var blevet hentet i sin celle. Han blev som sædvanligt opfordret til at sige sandheden.
Han startede med at fortælle om sig selv. Hvem forældrene var, om sin konfirmation, hvor han havde tjent, og at han var blevet kasseret som soldat.
Søren fortsatte med at fortælle om sin tur til Niels Bøgelund i Blommenslyst den 17. september.
Hans ærinde var at betale den forfaldne veksel på 100 Rigsdaler og orientere Bøgelund om, at han havde et føl til salg.
Bøgelund havde talt med ham under ”fire øjne”, og Søren havde fået ros for sit fremmøde og punktlighed. Derfor ville Bøgelund gerne tage med til Såderup for at se føllet. På vejen kunne de hente vekslen i Odense. Under samtalen blev Søren mindet om, at den store veksel snart forfaldt. Hvis han ikke betalte, blev den forhøjet til 3.000 Rigsdaler. Føllet kunne være en del af betalingen. Søren mindede Bøgelund om, at da han fik udbetalt de 1.400 Rigsdaler, var det med lovning på, at vekslen var rentefri og med indfrielse til december. Søren forsikrede, at til december havde han alle pengene. Til den tid ville han nemlig komme i besiddelse af penge fra sin kones familie.
Niels Bøgelund fastholdt beslutningen om at hæve vekselbeløbet eller sælge vekslen til anden side, hvis den ikke blev indfriet.
Søren Mathiasen fortsatte med at fortælle om, hvordan han blev oprørt over Bøgelunds betingelser, om turen til Odense og besøget hos bøssemageren, hvor han købte en pistol, som han tidligere havde set på. Videre fortalte han om besøget på Barløses værtshus i ´ Vestergade og turen med toget fra Odense til Ullerslev. Søren havde glemt sin mærkelige opførsel i skænkestuen på Ullerslev kro. Derimod huskede han ruten de gik ud til ejendommen på Såderup mark.
Bøgelund havde fået den ide, at han ville se Sørens tørvemose. Derfor var de ikke gået den nærmeste vej ad Søgaardsgyden, men den længere tur ad Hindemagyden, hvor de kom tættere forbi mosen.
Da de traf skrædder Mortensen, havde de haft et kraftigt skænderi om vekslens forhøjelse.
Bøgelund var fast i sin beslutning, og selv om de var tæt på gården, ville han ikke se føllet. Han gik tværs over marken for at komme til toget i Ullerslev. Søren havde besluttet sig - ”Hvis ikke han fik sin lovede henstand, ville han gøre det af med Bøgelund”. Søren Mathiasen forklarede samtidig, at det ikke var meningen at udplyndre Bøgelund, men da han så de mange penge i hans tegnebog, blev han fristet.
Søren tog vekslen, der vedrørte ham selv, væk fra Bøgelunds tegnebog ud fra den betragtning, at den kunne blive farlig, hvis den kom i andres besiddelse. Alle de andre dokumenter i tegnebogen ønskede han at overlade til Bøgelunds arvinger.
Fredag den 8. oktober kl. 16 fortsattes med et nyt retsmøde i Nyborg.
Dagens afhøringer gik især ud på at få et overblik over Søren Mathiasens økonomi. Når det gjaldt Sørens indtægter og udgifter, havde han en utrolig god hukommelse. Kort tid før han foretog rejsen til Bøgelund, havde han ved salg af en vogn modtaget 127 Rigsdaler, og i tegnebogen havde han yderligere 10 Rigsdaler.
Yderlige fundne beløb i pungen havde Søren taget fra Bøgelund.
En nærmere afhøring af Søren omkring hans færden i Kerteminde gav ikke nye oplysninger. Søren forklarede, at han havde været fortumlet og forstyrret i hovedet, så han kunne ikke huske begivenhederne.
Herefter gik retten i gang med udredningen af gårdens prioriter på baggrund af et forhør, som var afholdt i Odense den 27. september, med deltagelse af sagfører Jørgensen, som var Johanne Sørensdatters juridiske rådgiver.
Søren forklarede, at han købte gården af sin moder, Johanne Sørensdatter, for 11.000 Rigsdaler. I april og maj havde han betalt hende 4.000 Rigsdaler, som skulle havde været betalt i marts måned. Et restbeløb på 2.500 Rigsdaler var blevet opsagt kort før juni termin, men på en lidt usikker baggrund, blev beløbet stående til senere betaling. Desuden fik Søren foræret en hest af sin moder. Som betaling for hesten skulle Søren pløje og så for hende.
Den lokale herredsfuldmægtig Mads Jensen var blevet tilsagt at møde som vidne i sagen mod Søren Mathiasen. Herredsfuldmægtigen havde et indgående kendskab til handlen mellem Søren Mathiasen og hans moder Johanne Sørensdatter, da det var ham, som havde udfærdiget dokumenterne i forbindelse med tinglysningen.
Den oprindelige salgssum af handlen den 23. Januar 1875 var på 21.000 kr, og heraf overtog Søren en pantegæld på 9.000 kr.
De resterende 13.000 kr. blev tilskrevet han moder Johanne Sørensdatter, således at Søren skulle betale 8.000 kr. inden udgangen af marts måned, og resten skulle henstå med ½ års opsigelse. Dog ville han få eftergivet 2.000 kr., hvis moderen døde inden årets udgang. I marts havde moderen med bestemthed krævet, at han overholdt betalingsfristen for første afdrag. Da det ikke skete blev han truet af sagfører Jørgensen, Odense. Truslen fik ham til at betale beløbet af 2 omgange i april og maj.
Indbetalingen af pengene skete på kontoret hos sagfører Jørgensen, som ved samme lejlighed stillede Søren i udsigt, at moderen sikkert ville give henstand med de sidste 5.000 kr. Moderen opsagde imidlertid aftalen og beløbet skulle betales pr. 11. december 1875.
Søren Mathiasen havde henvendt sig til herredsfuldmægtig Mads Jensen for at høre, om han kunne hjælpe ham med et prioritetslån til at dække moderens krav. Men herredsfuldmægtigen kunne ikke hjælpe ham, da der 29. juni var blevet tinglyst et skadesløshedsbrev som sikkerhed på en veksel. Dette kom som en overraskelse for Søren Mathiasen.
Ejendommen var således - populært sagt - belånt til op over
skorstenen, og der var ikke mulighed for yderligere belåning.
Retsmødet sluttede med afhøring af et par vidner, som havde
bistået med salget af Sørens vogn til en omrejsende opkøbsmand
fra Jylland.
Mandag den 11. oktober kl. 16.30 blev Søren Mathiasen igen
placeret foran dommer Bjerre.
Dommeren kunne fremlægge Sørens skudsmålsbog, Sørens dåbsattest og en del andre dokumenter fra øvrighedspersoner.
Søren fortalte, at moderen havde købt en ejendom i Bellinge, og
hertil skulle hun bruge de penge, som Søren skyldte hende, men
hvis nu han fik henstand fra moderen og ikke mindst fra Bøgelund,
var han sikker på, at han kunne klare sig og blive ved sin ejendom.
Sørens håb blev slukket af Bøgelund den 17. september.
Dommeren ville høre, hvorfor Sørens udlægning af vekselforholdet
ikke stemte overens med de udtalelser, som kommissær Eriksen i
Odense var kommet med.
Søren mente at han nu, efter at have fortalt den fulde sandhed om
sin forbrydelse, naturligvis ikke ville lyve om vekslerne. Han havde
fået udbetalt 1.400 Rigsdaler og ikke en klink mere.
Hvilke breve, der var udvekslet mellem Eriksen og Bøgelund, kendte han ikke noget til. Han havde skrevet under på veksler med beløbene 1.700 og 2.000 Rigsdaler.
Søren havde under sit første besøg hos Bøgelund/Eriksen fået pålagt at holde deres aftale hemmelig.
Långiverne havde forklaret, at dokumenterne, han underskrev, var på slet papir og derfor var uden betydning. Retten kom ikke videre i Sørens indviklede vekselforhold og sluttede derfor retsmødet.
Lørdag den 16. oktober blev der afholdt et kort retsmøde kl. 18.
Dommeren oplyste, at retten i Odense havde forsøgt at indhente forskellige oplysninger om Søren Mathiasens pengeforhold og de midler, han kunne være stillet i udsigt fra sin svigerfader Rasmus Hansen, Ruhauge.
Denne Rasmus Hansen havde netop taget ophold hos sin datter Maren Rasmussen. Han var derfor blevet bedt om at møde i retten på Nyborg rådhus.
Rasmus Hansen forklarede, at han havde hjulpet Søren med beløb på henholdsvis 4.000 kr. og 2.000 kr. i foråret. Nogle af pengene måtte han selv låne og betale renter af. De ydede beløb, vidste han, var blevet sendt videre til Sørens moder. Der ville fra Rasmus Hansens side kun være tale om yderligere bidrag til Søren på 250 Rigsdaler, som en del af arven til Sørens kone, Maren Rasmussen.
Rasmus Hansen havde endvidere indkøbt en seng til Søren. (Sikkert en erstatning for den Sørens moder havde hentet på ejendommen).
Onsdag den 20. oktober.
Sagen havde nu kørt ved retten i 4 uger, og efterhånden havde dommeren et godt overblik over sagens mange aspekter, især Sørens tvivlsomme økonomi.
Søren Mathiasen kunne igen sætte sig tilrette i retssalen, denne gang med den nyhed, at han efter nærmere overvejelse ville gøre nøje rede for sine pengeforhold.
Det blev en længere, indviklet forklaring om, hvordan han ved hjælp af forskellige personer og banken hen over foråret og sommeren kunne navigere sig gennem en jungle af udgifter.
Især var Søren meget opmærksom på det beløb han fik i medgift fra sin svigerfar.
Et enkelt brev fra Eriksen havde han gemt i et lille hus i haven, og resten måtte ligge i den pung,
som retten havde beslaglagt. (Den beslaglagte pung var ikke tilstede i retten de dag)
Lørdag den 23. oktober blev afholdt et meget kort retsmøde.
Efter onsdagens retsmøde var Søren Mathiasen blevet ledsaget til sin bopæl i Såderup for at finde det skjulte brev. Desværre var eftersøgningen forgæves, men retten havde fundet kvitteringer i de beslaglagte dokumenter.
Søren beklagede, at han ikke kunne påvise skjulestedet for
det gemte brev, hvis indhold handlede om, at han kunne låne
flere penge, og at han først skulle betale til efteråret.
Han fastholdt, at hans første besøg hos bøssemageren i
Odense ikke havde forbindelse med, at han i forvejen havde
planlagt mordet på Bøgelund.
Onsdag den 27. oktober er der igen retsmøde.
Der indkom løbende rapporter fra Odense byfoged med resultater fra afhøringer. Søren havde ikke bemærkninger til disse.
Næste punkt handlede om, hvad Bøgelunds enke havde vidst og sagt om sin mands økonomiske mellemværende med Søren Mathiasen. Sørens ærinde var - ifølge hans egen forklaring - kun at betale den lille veksel og tilbyde sit føl. Der blev ikke talt om, at svigerfaderen var på besøg i Såderup, eller at denne ville indløse den store veksel.
Enken havde rejst krav om erstatningen, men det mente Søren var op til dommeren at afgøre.
Søren Mathiasen 2 svogre havde afgivet forklaring om værdien af nogle kreaturer. Deres værdi var en del af den medgift, han havde fået udbetalt.
Sluttelig forklarede Søren, at der ikke var vidner på, at svigerfaderen i høsten havde lovet ham yderlige 1.300 Rigsdaler .
Sagen var ved at nærme sig sin afslutning, og derfor blev Søren igen spurgt, om han havde fortalt den fulde sandhed.
Søren fastholdt sin forklaring om, at han ikke havde planlagt at myrde Bøgelund eller begå røveri mod den afdøde.
Lørdag den 30. oktober er der et forgæves retsmøde.
Sørens svigerfar, Rasmus Hansen Ruhauge skulle have været mødt i retten, men var udeblevet.
Retsmødet blev afsluttet.
Rasmus Hansen Ruhauge ankom med forsinkelse til retten, og sagen kunne genoptages. Svigerfaderen havde misforstået dommerens spørgsmål om, at Søren ville kunne regne med flere økonomiske midler i medgift.
Det kunne der først blive tale om, når arven efter ham (Rasmus Hansen) skulle deles mellem hans 3 børn.
Søren blev afhentet i arresten, men han påstod, at der havde været en aftale om yderlige penge fra svigerfaderen. Hvis denne sagde noget andet, måtte det bero på svigerfaderens dårlige hukommelse.
Retten fik ikke opklaret, hvem der havde den dårligste hukommelse.
8 uger efter mordet på Bøgelund synger retssagen på sidste vers.
Fredag den 12. november blev sagen resumeret i Vindinge herredsret.
Dommeren oplyste, at efter undersøgelserne og forhørene var afsluttet, var hele sagen sendt til amtet.
Søren Mathiasen havde meddelt, at han fastholdt sin påstand om, at hans ærinde til Bøgelund den 17. september kun var for at betale vekslen på 100 Rigsdaler, og for at orientere Bøgelund om, at han havde et føl, som var klar til salg.
Søren var overbevist om, at kromanden i Blommenslyst og kusken, som kørte ham fra Odense til Blommenslyst, kunne bekræfte hans historie.
Lørdag den 27. november blev sidste retsmøde med afhøring, hvor Søren Mathiasen var tilstede.
Søren Mathiasen måtte fortælle retten, hvad han havde lavet i dagene efter mordet og hvilke tanker, han havde gjort sig.
Især var han blevet forfulgt af et gespenst, der viste sig som Bøgelund, da han lagde ham i graven. Dette var årsagen til, at han måtte lette sin samvittighed og gå til bekendelse.
Søren fortalte om sit giftermål i januar 1875, samt at han udelukkende var kommet i forbindelse med Niels Bøgelund, fordi han manglede penge til at betale sin mor.
Søren blev ført til sin celle. Nu manglede der bare nogle bilag til forsvareren inden dommen.
Torsdag den 2. december kl. 12.30 ankom den sidste skrivelse fra amtet.
Sagen kunne afsluttes efter 11 ugers intens efterforskning.
Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.